Chronos er en kanin i Arrivas blik
Jeg møver mig ned i et blåt hul i min hud
idet hun som en edderkop i en kirkeklokke
råber op over hovederne.
Men igennem Jættehøj og Ginungagab i flyvsk begær må jeg først
og jeg mobiliserer al min autonomi i stærke udsyn
og drømme om harniskklædte og'er.
En musvåge efter ry ser jeg gennem ruden
og kondens der søger min gerbera på venstre arm,
snart fremme i digtet jeg skriver med hydraulikbor.
Jeg kan mærke smerten ved en manglende interesse i absolut alt
der ikke er målbar i pinde og gryder
som toget ruller ind på banegården hvor ingen venter på perroner.
Mine bøger er lorte,
ikke sandt i rationelle porte til i morgen,
de er ikke frimærkehøjstemte som rengøringens og opvaskens direkte afsender og modtager et sted i tågen,
men er der penge i lortet?
Yo! Jo jo, tja,
samtalen er en vilje til at blive elsket trods alt,
en ged med indadvendte pølsehorn,
roserne finder jeg ikke i andres kendskab til bjerge,
men en accept kunne da for fan bringe mig et lift i rygraden.
Det er fint med mig at blive glemt i barndomsbibler
dårlig hygiejne
skizofreni
og uvorn tekst,
men at de handicappede guders digte blir oversat til brugsanvisninger på mel
er en skandale i kvad,
og jeg finder kun liv dér hvor absencerne har hvirvlet grin op fra kaffekopper.
I toget emmer en tv-reklame igen af kaniner i høje hatte
som tv-reklamer altid gør,
men hendes lange ben i flet afviser da spontant min melankolske rejse
og jeg så at alt usagt alligevel var helt rigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar